Samfund

Blå Kors Danmark: Vi holder jul med vores brugere

Mange oplevede sidste år at holde jul alene, derfor mærker flere af Blå Kors' steder steder endnu større interesse end sædvanligt for at være med til julearrangementer.

I Blå Kors Danmark bliver julen fejret både på væresteder og botilbud. De fleste julearrangementer bærer igen i år præg af coronahensyn, men julen er ekstra følsom for mange og prioriteres derfor højt. Blå Kors har også tre julelejre for børn og unge.

I Blå Kors Danmark bliver julen både fejret på organisationens bo- og behandlingstilbud for hjemløse og mennesker med misbrugsproblemer, på værestederne og på julelejre for børn og unge.

Derudover indledes julen flere steder på bedste vis med uddeling af overskudsmad fra dagligvarekæden Lidl.

På Blå Kors Danmarks hjemløstilbud i Taastrup ved København har man flere deltagere juleaften end sidste år, hvor mange var nødt til at holde jul alene.

“Vi holder juleaften for husets beboere og tidligere beboere, som stadig bruger huset. Folk har været væsentligt hurtigere til at tilmelde sig i år, end de plejer. Mange oplevede sidste år at holde jul alene, og det ønsker man ikke igen,” siger Ole Hjuler, der er leder af Blå Kors Danmarks pensionat i Taastrup.

Pensionatet har opfordret alle deltagere til at lade sig teste.

“Det er vigtigt for os alle sammen, at vi kan føle os så trygge som muligt. Derfor har vi fx ikke buffet, og vi sidder i tre forskellige rum og spiser maden, og så har vi indkøbt selvtestere, hvis der skulle være en enkelt, der ikke har fået taget en test på forhånd,” siger Ole Hjuler.

Værestederne holder jul

Rundt om i hele landet bliver der holdt juleaften og andre julearrangementer på alle Blå Kors Danmarks væresteder.

På værestederne kommer der mange hjemløse, ensomme, psykisk sårbare og andre udsatte mennesker. De fleste har et meget begrænset netværk, og eneste mulighed for at fejre jul med andre er på værestedet.

Et af de steder er i Hobro, hvor man i år har fået mulighed for at gøre lidt ekstra ud af julefejringen.

“Vi bliver 45 i alt, men så mange kan vi ikke være på værestedet, hvis vi skal holde ordentlig afstand. Derfor tager vi i år på restaurant med plads til over 100 mennesker og fejrer jul,” fortæller Alfred Frederiksen, der er leder af Blå Kors’ værested i Hobro.

Muligheden for at fejre jul på restaurant er opstået via Folketingets oplevelsespulje.

Julen rummer dårlige minder

På Blå Kors Danmarks botilbud i Vorbasse ved Billund har forstander René Boye Knudsen erfaring med, at mange af botilbuddets beboere har dårlige minder fra juletiden fra især barndommen.

Derfor afvikler de dagen lidt anderledes.

“Vi begynder med formiddagskaffe og går derefter en lang tur. Så kommer vi tilbage og får en dejlig julemiddag til frokost og om eftermiddagen hygger vi med juletræet og får julegaver osv. Senere på aftenen er der selvfølgelig også hygge for dem, der har lyst og overskud,” siger René Boye Knudsen og tilføjer:

“Julen er en svær tid for mange. Der er mange af vores beboere, der har dårlige minder fra julen. Det kan være små ting, som fx at kunne huske at se far gennem vinduet og tænke, “der har jeg ikke lyst til at være”,” siger René Boye Knudsen om årsagen til, at juleaften bliver fejret om eftermiddagen.

Julelejre for børn og unge

I år afholder Blå Kors Danmark i alt tre julelejre for børn og unge, som finder sted i Ans ved Silkeborg, Tommerup på Fyn og Hillerød i perioden fra den 27. til 30. december.

Interessen for lejrene har været stor, fortæller Blå Kors Danmarks ferielejrchef Karen Klemmed Hviid:

“Vores lejre er blevet fyldt tidligt op. Julen er en særlig svær og sårbar tid. Der er mange forventninger. Det er ofte svært at være sammen i længere tid. Hvis man er i en sårbar og udsat position, kan der opstå mange konflikter i familien,” siger hun.

Lejrene arrangeres af frivillige voksne, som har forberedt et program fyldt med hygge og aktiviteter, så både børn og unge kan tage hjem med gode minder i bagagen.

Uddeling af overskudsmad fra Lidl

Dagligvarekæden Lidl og Blå Kors Danmark har siden 2017 samarbejdet om at mindske madspild til fordel for at give en ekstra håndsrækning til familier og socialt udsatte, som ikke har meget at gøre godt med i julen. I år er ingen undtagelse.

D. 23. december vil frivillige kunne afhente overskudsmad fra Lidl – lige fra julemad til brød, frugt og sødt, som fordeles gennem Blå Kors’ familienetværk, væresteder og støttetilbud til børn og unge.

Et af de steder, som glæder sig til at afhente overskudsvarerne, er Familienetværket Horsens. Her stiller de frivillige maden op lillejuleaften kl. 22 og uddeler det til de familier, som er tilknyttet familienetværket:

”Vi har mange taknemmelige familier, der fortæller, at det redder julen for dem. De har også nogle gange deres børn med, selvom det er lidt sent. Familierne gør virkelig noget for at komme og hente maden. De får en pose med mad med hjem til juledagene, og vi ønsker hinanden glædelig jul,” fortæller Mette Hågensen, som er projektleder for Familienetværket Horsens.

Kommentarer