Du bør stemme grønt hvis du vil stemme rødt
Af Simon Nyborg Jensen, Alternativet
Jeg formoder at de fleste personers motivation til at stemme på rød blok skyldes omsorg og ansvarsfølelse for andre, og et ønske om egen velfærd også. Og jeg er fuldstændig enig i at vi i Danmark skal sikre gode forhold for både børn og voksne med fx. nok pædagoger og lærer, et fleksibelt arbejdsmarked samt god sygepleje og omsorg!
Men før man stemmer rødt, så bør man stemme grønt, for vi skal have gang i den grønne omstilling NU for at sikre velfærdssamfundet.
Velfærdssamfundet er truet af klimakrisens konsekvenser.
Klimaforandringer giver tørke og oversvømmelser og sender allerede nu millioner af mennesker på flugt. Mennesker som er nødsaget til at finde mad, vand, bolig og arbejde i nye lande, nordeuropa især, fordi klimaforandringernes ændringer af vejret ikke bliver lige så ekstreme her. Hvis vi ikke lever op til klimamålene, så bliver der mindre frugtbart land at dele, pga havstigninger og tørke.
FN har advaret om det i flere år og nu er det også med i Forsvarsministeriets nye rapport om trusler mod Danmark.
Vi kan og skal ikke bekæmpe flygtninge. Vi skal bekæmpe årsagerne til at de tvinges til at flygte. Vi skal bekæmpe klimaforandringerne akut. Vi har et medansvar, da vores levevis er medskyldig i klimakrisen, vi er medskyldige i at mennesker må flygte fra deres hjem. Hver dansker udleder 17 tons CO2, alle mennesker skal ned på 2-3 ton for at verden bliver bæredygtig. For vores egen skyld skal vi skabe et bæredygtigt samfund og mindske klimakrisen NU, alt hvad vi kan, sammen med resten af verden.
Og så kan vi ellers funderer over det paradoks, at blå blok – der generelt er modstandere af at få flygtninge fra det globale syd her til Danmark – at de ikke har den absolut mest ambitiøse klimapolitik. Deres klimaplaner er ikke engang tilstrækkelige.
Ønsker du at undgå internationale konflikter på Danmarks dørtrin og derved beskytte mennesker fra hele verden samt mulighederne for Danmarks velfærdsgoder, så skal du stemme grønt de næste par valg for at sikre etableringen af grøn omstilling. At stemme grønt er altså også at stemme rødt, men at stemme rødt nu vil blive spildt.
Klimapolitik er energipolitik, fødevarepolitik, sikkerhedspolitik, flygtningepolitik, osv. og hvis man ønsker politikere der sikre en humanitær bæredygtig omstilling som også tilgodeser både lokale forpligtigelser overfor vores natur og vores internale forpligtigelser overfor vores medmennesker så skal man stemme grønt til valget.
Simon Nyborg Jensen
Software ingeniør
Folketingskandidat
Alternativet – Storkreds Fyn
Kommentarer