Energi Fyn har regnet på, hvad det koster at køre elbil om vinteren?
Vinterkulde påvirker elbilens rækkevidde, men smart opladning kan holde prisen på opladning nede. Foto: Halfpoint/Shutterstock
I øjeblikket er vejret koldt, og så falder elbilens rækkevidde. Energi Fyn har lavet regnestykket over, hvad en elbilist betaler for at holde sin bil kørende om vinteren.
Når frosten rammer, bruger elbiler markant mere energi. Det mærkede danske elbilister især her i starten af januar, hvor man vågnede op til sne og kulde.
Ifølge Energi Fyns ladeeksperter falder en elbils rækkevidde typisk fra omkring 500 kilometer om sommeren til 350–400 kilometer i vinterkulde.
– Det er helt normalt, at vinterkulde påvirker både rækkevidde og energiforbrug. Det betyder, at prisen pr. kilometer bliver højere, siger Peter Resen, der er ekspert i e-mobilitet hos Energi Fyn.
I en mild dansk vinter på 5–8 grader er effekten mindre, men du vil stadig opleve en kortere rækkevidde end om sommeren.
Så meget koster 100 kilometer om vinteren
En bil, der det meste af året kører cirka 6 km/kWh, vil om vinteren typisk ligge på 4 km/kWh. Samtidig er elprisen ofte højere i vintermånederne, men der er mange andre faktorer, der spiller ind ud over timeprisen på el: glatte veje, køreadfærd, opvarmning af batteri og bil samt blæsevejr og kulde.
– Helt simpelt udregnet vil du cirka betale dobbelt så meget pr. kørt kilometer om vinteren, hvis elprisen er 1 kr./kWh. Det svarer til, at du giver 16-17 kr. for at køre 100 kilometer om sommeren og 25 kr. for samme distance om vinteren. Prisen er naturligvis udregnet med forbehold, for det kommer an på elprisen samt din kørsel; hvor meget du træder på speederen, og om du f.eks. kører på landevej eller motorvej, forklarer Peter Resen.
Hvad koster det at køre elbil i 2026?
Kulden kan man som elbilist ikke gøre så meget ved, men til gengæld er der penge at hente ved at lade bilen klogt, når strømmen er billigst.
De fleste danskere kører i gennemsnit 16.000 kilometer om året, og det er heldigvis kun en periode, at koldt vejr påvirker rækkevidden.
Ser man på regnestykket for hele året, vil du det meste af året kunne nøjes med en gennemsnitlig ladeudgift på 251 kr. om måneden og 362 kr. i vintermånederne, hvis dit årlige kørselsforbrug er 16.000 kilometer. Denne pris passer til, at du udelukkende lader derhjemme og kun betaler for den strøm, du har haft brug for. Lader du 90% hjemme og 10% på farten, stiger den månedlige udgift cirka 55-85 kr.
– Man vil altid mærke en prisforskel mellem at lade derhjemme eller at lade ude. Opladning på farten er dyrere, så det giver god økonomi at lade smart derhjemme med apps såsom Monta, der selv finder de billigste tidspunkter og lader automatisk, siger Peter Resen.
Udregningen er baseret på, at elbilen kører 6 km/kWh generelt og 4 km/kWh i vinterkulde. Energi Fyns serviceaftale, ServicePlus, til 29 kr. om måneden er medregnet.
Regnestykket beror på en gennemsnitlig pris for hjemmeopladning på 1 kr./kWh, og en pris for ladning ude på 3,5 kr./kWh.
Prisen på 1 kr. svarer til gennemsnittet for vinterpriser, efter at elafgiften er nedsat. Om sommeren vil du sandsynligvis kunne lade til en endnu billigere pris end 1 kr./kWh afhængigt af, hvornår på døgnet, du lader.
Sådan holder du vinterprisen nede
- Lad derhjemme og brug apps, der vælger de billigste timer automatisk.
- Forvarm bilen, mens den er i stik. Så bruger du strømmen fra ladeboksen i stedet for batteriets.
- Forvarm bilen, før du lynlader.
- Hold dæktrykket. Lavt dæktryk øger energiforbruget.
- Kør i et jævnt tempo. Kulde + hård acceleration = dyrere kilometer.
- Brug sæde- og ratvarme i stedet for høj kabinevarme.
- Undgå for mange korte ture.
Sommer vs. vinter: Den korte forklaring
Rækkevidde: Sommer ca. 500 km → Vinter 350–400 km.
Pris pr. 100 km: Sommer ca. 17 kr. → Vinter ca. 25 kr.

Kommentarer