Energi Fyn inviterer til valgmøde om energi og klima
Energi Fyn inviterer til valgmøde onsdag den 18. marts i selskabets lokaler i Odense. Pressefoto.
Hvordan sikrer vi en stabil energiforsyning og hurtig udbygning af elnettet på Fyn, samtidig med at Danmark når sine klimamål? Det er blandt de centrale spørgsmål, når Energi Fyn inviterer til valgmøde onsdag den 18. marts i Odense.
På valgmødet deltager seks folketingskandidater, som vil diskutere nogle af de vigtigste spørgsmål for både Danmark og Fyn i de kommende år.
Valgmødet finder sted hos Energi Fyn på Sanderumvej 16 i Odense SV klokken 16.30. Dørene åbner klokken16.00, hvor der er kaffe og mulighed for netværk.
De deltagende kandidater er:
- Lars Aagaard, Moderaterne
- Jeppe Bruus, Socialdemokratiet
- Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti
- Anja Lund, Venstre
- Joachim Hoffmann-Petersen, Det Konservative Folkeparti
- Anastasia Milthers, Radikale Venstre
Energi og klima fylder stadig mere i den politiske debat. På Fyn er udbygningen af elnettet og den grønne omstilling centrale emner, samtidig med at der er behov for at sikre en stabil og robust energiforsyning.
Energi spiller også en voksende rolle i den internationale sikkerhedspolitiske situation, hvor Danmarks forsyningssikkerhed og økonomi i stigende grad afhænger af stabil adgang til energi i en verden præget af konflikter og udsving på energimarkederne.
Valgmødet vil give publikum mulighed for både at høre kandidaternes synspunkter og stille spørgsmål – ikke kun om energi og klima, men også om andre emner, der præger valgkampen.
Alle interesserede er velkomne. Tilmelding er ikke nødvendig.

Kommentarer