Sød velgørenhedsfest i Odense: Kagens Dag Fyn rykker til Storms Pakhus
Kagens Dag Fyn afholdes i år i Storms Pakhus. Fotos: Rudi Buhl.
Efter sidste års succes vender Kagens Dag Fyn tilbage den 25. april – denne gang midt i Odense. Bagere fra hele Fyn inviterer til kagesmagning til fordel for indlagte børn og unge i psykiatrien.
ODENSE – Når duften af nybagte kager breder sig over Storms Pakhus lørdag den 25. april, er det ikke kun for fornøjelsens skyld. Kagens Dag Fyn samler endnu en gang bagere, konditorer og kageelskere til en dag fyldt med søde smagsoplevelser – og med et vigtigt formål.
Det traditionsrige velgørenhedsarrangement blev første gang afholdt i 2004 og samler bagere og konditorer fra hele Fyn, der stiller op med deres flotteste og mest kreative kager. Efter en længere pause vendte Kagens Dag Fyn tilbage sidste år med stor succes.
Over 500 gæster deltog, mere end 20 bagere bidrog med kager, og arrangementet indsamlede hele 53.558,36 kroner til Børne- og Ungdomspsykiatri Odense.
I år håber arrangørerne på mindst lige så stor opbakning – nu i nye rammer midt i Odense.
– Vi har lyttet til ris og ros fra deltagerne sidste år og har derfor ændret både ugedag og lokation. Mange var glade for Kold College, men der var også et ønske om at komme tættere på centrum, hvor Kagens Dag Odense oprindeligt blev afholdt, fortæller eventkoordinator David Lind Nordby.
Derfor faldt valget på Storms Pakhus.
– Vi gik i dialog med Storms Pakhus om at afholde arrangementet hos dem, og de var meget begejstrede for idéen, siger han.
Hos Storms Pakhus glæder man sig til at byde de kageglade gæster velkommen.
– Vi er utroligt glade for samarbejdet med Kagens Dag Fyn. Vi har både lokationen og rammerne til arrangementet, og med vores erfaring med events er jeg sikker på, at vi kan give gæsterne en fantastisk kageoplevelse, siger Rikke Madsen fra Storms Pakhus.
Samarbejde med Danske Handicaporganisationer
I år er Danske Handicaporganisationer (DH) også en del af teamet bag arrangementet. Organisationen arbejder for, at mennesker med handicap kan leve et liv på lige vilkår med andre og repræsenterer 38 handicaporganisationer med omkring 400.000 medlemmer.
– Da vi fik en henvendelse fra Kagens Dag Fyn om at hjælpe med arrangementet, sagde vi selvfølgelig ja. Kagens Dag Fyn samler ind til indlagte børn på Børne- og Ungdomspsykiatri Odense, og børn og unge med psykisk sygdom er en sag, vi prioriterer højt, siger Tina Brandt Jensen, formand for DH Kerteminde.
En eftermiddag fyldt med kager
Arrangementet begynder kl. 13.45, hvor dørene åbnes til kageområdet i Storms Pakhus. Kort efter byder byrådsmedlem Roya Moore officielt velkommen, hvorefter gæsterne kan gå på opdagelse blandt de mange kager.
Kagesmagningen fortsætter frem til kl. 17.00, mens jazzduoen sørger for musikalsk stemning. Dagen rundes af med en auktion over udvalgte kager, hvor auktionarius Kristian Fjord sætter gang i buddene.
Bagere søges
Bagere og konditorer fra hele Fyn opfordres til at deltage og vise deres håndværk frem. Det er gratis at være med, og arrangørerne håber på endnu flere deltagere end sidste år.
– Sidste år deltog 20 bagerier fra hele Fyn, og vi håber på endnu større opbakning i år, siger bagermester Jim Heimann fra Baker Boys.
Køb billet og støt en god sag
Billetter til arrangementet koster 100 kroner pr. person plus gebyrer. Hele overskuddet går ubeskåret til Børne- og Ungdomspsykiatri Odense.
Læs mere om arrangementet og køb billet på kagensdagfyn.dk

Kommentarer