Af Anne Marie Geisler Andersen, Radikale

Unges mistrivsel er et tema, der allerede fylder en del i valgkampen. I hvert fald når de unge selv får lov at sætte dagsordenen, som når vi kommer ud på gymnasier og andre steder, hvor vi møder de unge. Og med god grund. For desværre viser analyse efter analyse, at de unge mistrives som aldrig før.

Årsagerne er formentlig mange, og det er næppe al mistrivsel, vi kan komme til livs fra politisk hold. Men selv om mistrivslen ikke er noget, man fjerner med en snuptagsløsning, så har vi politikere et ansvar for at handle på den. Mistrivslen er så udbredt, at vi på ingen måde kan lade det være op til den enkelte unge.

At være i valgkamp er meget intenst. Det er konkurrencepræget, tempoet er højt, man bliver konstant vurderet og sammenlignet med andre. Man vil gerne præstere godt og være med allevegne. Man vil gerne være på i døgndrift, hvorfor søvn ikke altid er det, man får mest af. Tid og samvær med de nære relationer er der heller ikke meget af. Heldigvis varer valgkampen kun 3-4 uger, hvorefter man kan få ladet batterierne op igen. Sådan forholder det sig ikke for de unge i dag.

På mange måder er de i konstant valgkamp. De er på hele tiden, og kæmper for at leve op til alle de idealer, de konstant præsenteres for – ikke mindst på de sociale medier. De sammenligner sig, søger likes – ja ofte slettes opslag, hvis de ikke får nok af disse. Mange føler de skal være på hele tiden for ikke at gå glip af noget. At mange ikke får dækket deres søvnbehov, er derfor heller ikke mærkeligt.

De unge er mentalt på overarbejde mere eller mindre konstant. I nutidens samfund er der ikke meget rum til fordybelse og nærvær, når telefonen ligger og vibrerer på bordet.

Det gælder ikke kun de unge, men også deres forældre, hvor mobilen ligger i hånden eller inden for rækkevidde nærmest konstant. Mobilen bruges ofte, mens man er i gang med noget andet – endda når folk cykler eller kører bil.

Flere og flere studier viser, at der er en sammenhæng mellem skærmforbrug og både den fysiske og den mentale sundhed. Alligevel famler både fagfolk og forældre ofte i blinde og nogle søger råd til, hvordan vi skaber sundere rammer for vores børn og unge. Det er svært – ikke mindst fordi vores generation ikke selv er vokset op med mobiltelefonen og de mange digitale netværk, og derfor også kæmper med at skabe rammer for os selv.

Vi er nødt til at få taget hånd om en af de største trivselsmæssige udfordringer, vi står over for. På én og samme tid åbner mobiltelefonen op for et hav af muligheder – dem må vi bestemt ikke underkende – men den rummer i vores øjne også nogle betydelige faldgruber. Producenterne vil gerne sælge mest muligt, så på linje med nikotinen i cigaretter, trækker man på alt, man kan, for at få ikke mindst de unge til at bruge skærmen mest muligt. Det er ikke for sjov, at et begreb som skærmafhængighed er opstået.

Tiden bag skærmen er så omfattende, at vi også fysisk ser de begyndende konsekvenser i form af nakkeskader, nærsynethed mm. Vi bevæger os mindre, sover mindre og er mere sammen over skærmen. Førstnævnte kan selvfølgelig afhjælpes med briller eller behandling hos en fysioterapeut. Det kan det manglende samvær ikke. Spørgsmålet er også, om vi skal blive ved med at symptombehandle.

Vi mener simpelthen, at mobiltelefonen har så stor en indvirkning på vores livsbetingelser, at vi fra politisk hold er nødt til at forholde os til det. Det gælder ikke mindst ift. dens betydning for børn og unges stigende mistrivsel. Vi er nødt til at gøre mere for at hjælpe de unge med at få et sundere forbrug.

Derfor bør vi sammen med fagfolk på området gå forrest og igangsætte reelle drøftelser omkring, hvad vi kan gøre for at sikre et sundere forbrug af telefoner og sociale medier. Sundhedsstyrelsen kunne fx udarbejde mere konkrete vejledninger ift. skærmforbrug, som vi kender det fra ex kostpyramiden og fysisk aktivitet – både til forældre og fagfolk.

Et andet tiltag kunne være at opfordre til, at man ude på de enkelte skoler og uddannelsesinstitutioner overvejer at indføre mobilfrie dage, hvor man ikke allerede har gjort det. Det vil bestemt ikke løse alt, og der er intet quickfix. Men de steder, hvor man har mobilfri tid, mærker de unge forskellen. Som en ung pige svarede, da hun blev spurgt til, hvordan hun oplevede de mobilfrie aftener på efterskolen: “Nu taler vi sammen”.

Et sundt skærmforbrug bør være noget alle Folketingets partier kan arbejde sammen om efter valget.

Af Anne Marie Geisler Andersen, Folketingskandidat for RV og
Anni Matthiesen, Folketingsmedlem for V