Af Sinus Kremmer, Liberal Alliance

Vi mangler trygge hjem til vores udsatte unge!

I Danmark mener vi, at vi er gode til at hjælpe børn ud af familier, hvor forældrene ikke har kompetencer til at give den kærlighed, som et barn fortjener.

Vi ser desværre rigtigt mange børn, der bliver “tabt” i vores system. Jeg er selv blevet tvangsfjernet som lille og har prøvet at bo på opholdssted og i plejefamilie. En gennemgående ting, jeg husker, er den manglende tryghed, man byder vores børn og unge. På ét år havde jeg 4 sagsbehandlere, det er rigtigt mange nye mennesker, vi hvert år beder vores mest udsatte børn og unge om at forholde sig til.

Vi bliver nødt til at gøre det mere attraktivt for de mange kærlige familier, der ønsker et plejebarn af den ene eller anden grund. Jeg savner, at vi først og fremmest anerkender vigtigheden af, børn og unge får en god tryg og kærlig opvækst hos den samme familie og ikke først på et opholdssted. Børn er ikke bare noget, der skal opbevares, men noget af det dyrebareste, vi har, både som mennesker og samfund.

På baggrund af mine erfaringer med systemet kommer jeg her med fire bud, hvordan vi kan få flere familier til at stille deres hjem og hjertevarme til rådighed for sårbare børn.

Alt for mange sagsbehandler skift

Vi har et børne- og ungeområde, hvor det at have 2-3 sagsbehandlere om året ikke er unormalt. Det er naturligvis et kæmpe problem når vores udsatte børn og unge, hele tiden skal tryktestes af nye ukendte mennesker, for tiden hører vi en del om en stor udskiftning i hjemmeplejen og det gør de ældre utrygge, så prøv og tænk hvad det ikke gør ved et barn, som i forvejen har rigeligt at døje med. I samarbejde med kommunerne står sagsbehandlerne for at lave handlingsplaner om barnet. Det er frygteligt forvirrede og træls for en plejefamilie, at der næsten hver gang der kommer en ny sagsbehandler, også kommer nye handlingsplaner og mål for den unges anbringelse.

Sikkerhed i anbringelserne

Som det er nu, kan en plejefamilie ikke være sikker på, at anbringelsen er sikker. Tænk hvis du havde et barn, du gav alt for, også fra den ene dag til den anden kom kommunen og flyttede barnet. Ville du så være motiveret for at tage det enorme samfundsansvar det er at passe på udsatte børn og unge en anden gang? Vi bliver nødt til at sikre at der fra kommunernes side kan gives en sikkerhed i anbringelsen, og hvis dette ikke kan lade sig gøre, skal det være klart oplyst til en eventuel plejefamilie, som er villig til at ændre deres og resten af familiens liv.

Ensartede aflønning ift. efteruddannelse og kurser

Det kan ikke være rigtigt, at de enkelte kommuner skal have lov at aflønne plejefamilierne forskelligt efter de har taget præcist de samme kurser og efteruddannelser, som jo kun er for barnets bedste. Skulle vi ikke nationalt sikre, at alle plejefamilier fik den samme løn for at have de samme kompetencer.

Overenskomst

Skulle vi ikke kigge på, om det var muligt at få plejefamilierne ind i den fremragende danske model, hvor en overenskomst er et nøgleord? Plejefamilierne der giver alt deres tid for at passe på samfundets mest udsatte børn og unge skal da også føle sig sikre, så deres arbejde kan udføres bedst. Hvis du ikke ved, om du har en pension, den dag du får brug for den, ville du da hellere ikke kunne give dig 100% for dit arbejde. Det kan vores plejefamilier naturligvis hellere ikke.

Jeg vil arbejde stenhårdt for at sikre, at hverdagens helte, som tager et kæmpe samfundsansvar, også får den anerkendelse som der tilhører deres enorme arbejde. Jeg vil sikre at vi sætter vores udsatte børn og unge over systemet og dets bureaukrati.