Virksomheder klar med innovativ ukrudtsdræber efter en tur på talentfabrikken i Vejle
EU-projektet ”Smart Energy 2 Market” har smedet tre virksomheder sammen om et nyt koncept inden for ukrudtsbekæmpelse.
En trio af virksomheder fra Trekantområdet er på vej med – med hjælp fra Regionalfonden – et nyskabende koncept inden for ukrudtsbekæmpelse, Weed Fighter Pro, hvor ukrudt bekæmpes med damp, mikrobølger og et specialudviklet udtørringsmiddel.
“Det er en helt ny teknologi, som er 100 procent pesticidfri, effektiv og ressourcebesparende. Der er ingen brandfare, og ukrudtet er elimineret efter blot få behandlinger,” forklarer Jan Hugo Schmidt, direktør i Weed Fighter i Gedved.
Direktøren har i årevis arbejdet med udvikling af Weed Fighter-konceptet, men havde brug for både økonomiske ressourcer og flere kompetencer for at komme videre og ud på markedet. Dem fandt han fra september til december 2020 i regionalfondsprojektet ”Smart Energy 2 Market” (SE2M) i Green Tech Center i Vejle, som smedede ham sammen med Horsens-virksomhederne Yding Smedie og Maskiner og innovationshuset Artlinco.
EU-projektet har allerede hjulpet syv systemløsninger inden for energi- og greentech-området til verden, og når projektet slutter i slutningen af 2021, ventes yderligere syv systemløsninger at være kommet til verden. Opskriften er stærke partnerskaber, specifik rådgivning om systemløsninger, forretningsplaner og markeder. En opskrift, der for en række af SE2M’s virksomheder har betydet stor succes efterfølgende (se faktabokse).
COO Dorthe Bramsen Clausen fra Green Tech Center, der driver projektet, siger:
“Det har meget stor betydning for en virksomhed med et innovativt produkt, når vi kan samle flere virksomheder i et konsortium til at stå bag produktet. En mindre virksomhed har svært ved selv at stille med ressourcer til hele processen med produktudvikling, produktion, markedsføring, salg og i sidste ende også internationalisering. Når man samler flere kræfter, når man langt, og også meget længere end man ville være kommet alene, og produkterne får en højere flyvehøjde.”
Weed Fighter-konsortiet mærkede flyvehøjden fra begyndelsen. Konsortiet blev fra starten udfordret af SE2M’s forretningsudviklere, fortæller Søren Xerxes Frahm, CEO og grundlægger af Artlinco:
“De blev ved med at spørge: Hvem vil I sende den første faktura til? Hvem er kunderne? De piskede os til at blive skarpe på vores historiefortælling og vores forretningsmodel. Til sidst havde vi totalt styr på det hele: Hvad vi ville lave, hvem vi ville sælge til, og hvordan vi ville gøre det.”
Konsortiet blev også udfordret på samarbejdsformen, fælles mål, opgavefordeling og kemi, fortæller kommunikationsansvarlig Christina Hauberg Rasmussen fra Yding Smedie og Maskiner:
“Samarbejdsformen er meget vigtig for virksomheder med tung drift, som skal samarbejde om et udviklingsprojekt. Hvad gør vi, hvor mødes vi, og hvordan planlægger og evaluerer vi? Hvis ikke det er på plads, løber toget af sporet midt i hverdagen, og derfor var det afgørende, at der var midler og faciliteter i SE2M til denne indsats.”
Søren Frahm er enig:
“Vi er alle entreprenørtyper, og hvis vi ikke havde haft erfaring og kompetence inden for partnerskaber, forretningsplaner og markeder ombord fra starten, var vi bare buldret afsted. Det var sikkert gået godt i et år eller halvandet, og vi havde solgt fint, men derefter havde vi stået med et uafklaret projekt.”
Konsortiet bag Weed Fighter Pro testes i øjeblikket, og der har været stor interesse for det nye produkt, oplyser konsortiet. Forventningen er, at det er klar til markedet i begyndelsen af 2022.
Dorthe Bramsen Clausen spår Weed Fighter Pro en lovende fremtid:
“Det er pesticidfrit, mere effektivt, har et lavt energiforbrug og en god driftsøkonomi. Der er med andre ord penge at spare for fx kommuner, boligforeninger og andre, der kæmper med ukrudt dér, hvor det ikke skal være.”
FAKTA Om ”Smart Energy 2 Market”
”Smart Energy 2 Market” udvikler systemløsninger på energi- og greentech-området. Målet er at skabe omsætning, arbejdspladser og øget eksport i energiteknologivirksomheder ved at udvikle systemløsninger i tæt dialog med kunderne. Smart Energy 2 Market har indtil nu udviklet 7 systemløsninger.
Projektet er støttet med ca. 11,1 mio. kr. fra EU’s Regionalfond. Projektet startede i efteråret 2015 og afsluttes i 2021. Green Tech Center i Vejle er operatør på projektet, der har CLEAN, VIA University College og Roulunds Energy med i partnerskabet. Der er desuden knyttet eksterne konsulenter til projektet.
Kommentarer